I dag er det Black Friday – så sandelig en sort fredag – aviser og internet er fyldt af tilbudsannoncer, og hvis det går som de foregående år, så vil der være masser af mennesker i byen og shoppe og netbutikkerne vil gløde resten af dagen.

Heldigvis er der også en modbevægelse, først fra bekymrede borgere og i år er der faktisk også flere butikker der har valgt at stoppe op og lige overveje om det er værd at hoppe med på bølgen.

Tjek de internationale hashtag #greenfriday og #buynothingday og lad også tilføje #grønfredag og #købbrugt

Hvorfor skifte Black friday ud med Grøn fredag?

Vi mennesker bruger allerede flere ressourcer fra denne klode end vi genetablerer samme år.

Det synes jeg er fuldstændig uholdbart.

På den måde bliver der jo mindre og mindre tilbage til vores fremtidige generationer. Det vil jeg ikke byde min datter.

Der er nødt til at være en balance.

En meget let mulighed er at købe mindre nyt.

Det kan også hjælpe meget hvis du køber kvalitet, så det er noget der holder flere år. Meget af det billige tøj er simpelthen så dårlig kvalitet, at efter få vaske så er t-shirten forvredet og sidder skævt og så ryger den i skraldespanden.

Så inden du lader dig løbe med af de mange tilbud, så overvej lige: Har du virkelig brug for denne ting?  Gør flere ting og tøj dig virkelig lykkeligere?  Hvis du skal ud at shoppe julegaver, så brug muligheden for at købe en bedre kvalitet end du plejer.
Hvis du er på julegave jagt, så er oplevelser jo også en mulighed og ikke mindst kan man også købe sine julegaver brugt.

Kan man give brugte ting som julegaver?

Ja, det kan man godt – det er i hvert fald min påstand og min erfaring. Flere af mine julegaver har ofte været fra genbrugsbutikker. Det begyndte for 20 år siden, da jeg var studerende. Dengang var det mest af økonomiske årsager. Det var ikke alle familiemedlemmer og venner jeg følte, at jeg kunne give brugte gaver til. Ved nogen føltes det helt naturligt, og ved andre modtagere var jeg ubehagelig til mode ved at gøre det, og valgte det fra.

Med årene blev det en mere integreret del af mit værdisæt, det er ikke længere af økonomiske årsager. Nu er det mere af miljøvenlige årsager. I dag kan jeg med ro i maven give alle venner og familier brugte gaver. Det er stadigvæk ikke alle mine julegaver, der er købt brugt. Det er forskelligt hvad jeg hvert år finder på at give og hvis jeg kan få det brugt, så gør jeg det.

Så jeg forstår godt hvis du er lidt vaklende i din holdning, om du nu også kan give brugte julegaver. Prøv det af alligevel – det behøver jo ikke være alle, tage bare et par af dem.

Jeg er opvokset med genbrug og loppemarkeder. Så for mig er det selvfølgelig naturligt at købe brugt til sig selv. Men som beskrevet så tog det nogle år at vænne sig til også at give brugte ting som gaver. Vi er jo præget af de holdninger og  værdisæt vi er omgivet af.

I disse år er det heldigvis blevet mere og mere almindeligt at købe brugt. Det er let at gøre på nettet og der er masser af facebookgrupper, hvor du kan finde alt du har behov for.

Rundt i landet findes store butikker, som Kirppu og Loppeworld, hvor du kan have din egen stand og sælge dine ting. Der sker masser af køb og salg. Det er blevet normalt.

Nu er næste skridt bare, at du også føler, at det er normalt at give brugte ting som gaver.

Fordele ved at give brugte gaver

  • Du sparer på jordens ressourcer ved ikke at købe nyt
  • Det kan være billigere
  • Du kan få nogle mere unikke gaver
  • Du kan rydde op derhjemme og finde gode brugbare ting du kan give videre
  • Du kan få meget mere for pengene – tænk bare på legetøj
  • Brug de sparede penge på at købe lækker økologisk og kvalitetsmad til julen

Jeg har for eksempel kigget mine ting igennem herhjemme og fundet et par gode bøger, som jeg alligevel ikke læser og som bliver en fin julegave. De er allerede pakket ind og julestressen mindskes.

Har du fået lyst til at købe et par færre nye julegaver og i stedet se hvad du har derhjemme, der kan foræres væk med kærlighed?

Hvis du ønsker inspiration til flere måder at ændre din tankegang og dagligdag grøn, så er der inspiration i dette blogindlæg.

Ønsker du idéer til bæredygtig indpakning af julegaver så kig med her.

Denne side anvender cookies til at gøre dit besøg bedre, samt til at indsamle data til statistikker. Læs mere her

Indstillingerne for cookies på denne side er sat til at ''tillade cookies'' for at give dig den bedst mulige oplevelse. Ved at fortsætte med at bruge denne side uden at ændre dine cookie instillinger eller hvis du trykker ''Accepter'' nedenunder, tillader du vores brug af cookies. Du kan altid deaktivere cookies under dine browser indstillinger.

Luk