Hvert eneste forår bliver jeg helt betaget af tulipaner.
Jeg bliver i godt humør – kan ikke lade være med at smile, når jeg går forbi dem.
Jeg skal forbi flere gange dagligt, for at se hvordan de folder sig ud i løbet af dagen, i takt med at solen varmer.
Jeg kan bare sidde og iagttage dem – forsvinde helt ind i dem – de er simpelthen så smukke.
Yndefulde og samtidig fulde af livskraft.
Jeg vil invitere dig til at bruge 10 min i haven, hvor du giver dig selv lov til bare at blive et med nuet.
Mindfulness øvelse i haven
Sæt dig på jorden ved siden af et bed med tulipaner – andre blomster kan selvfølgelig også bruges.
Træk vejret dybt og pust ud. Gør det en gang til og mærk din krop falde til ro. Mærk solen varme din krop, mærk vinden, mærk at du er tilstede med din krop her og nu. Mærk underlaget hvordan du sidder forbundet med jorden.
Giv nu din fulde opmærksomhed til dine omgivelser.
Læg mærke til alle detaljerne på tulipanerne.
Ikke analysere, sammenligne eller bedømme om den ene er flottere end den anden.
Du skal bare observere.
Du kan lægge mærke til farver, strukturer og gennemskinnelighed på kronbladene, til støvdrager, til frugtanlægget (den i midten der kan svulme op og blive til frø), til bølgede eller frynsede kanter.
Læg mærke til hvordan tulipanerne bevæger sig i vinden. Hvordan sol og skygge forandres.
Tillad dig at forsvinde helt ind i dem.
Efter 10 minutter – eller hvor længe det er passende for dig, så begynd at løfte blikket opad og rundt i haven og bring lige så stille din opmærksomhed tilbage til dagligdagen.
Grounding med mindfulness i haven
Når du sidder på denne måde i haven og laver en mindfulness øvelse, så får du fred i dit tankemylder for en stund. Du grounder og finder indre ro.
Ønsker du mere inspiration til at skabe en sanselig have hvor du kan finde indre ro – så klik på billedet og modtag en videoguide i din indbakke, det koster ikke en krone.
Her kan du nyde detaljer af tulipaner fra min have.
Hvis du har fået lyst til at lægge flere tulipaner til efteråret, kan du finde en guide til det her.
Kærligst