Sommersolhverv – i år d. 21. juni er årets længste dag.

I et halvt år er dagene blevet lysere og lysere. Vi er nu ved solens højdepunkt inden dagene igen bliver kortere.
Måske du også har bragt lys og kærlighed ind i opgaver og din egen personlige vækst i de sidste mange måneder.

Så er det i dag et perfekt tidspunkt at stoppe op og fejre lyset:

☀️ Solens powerfulde energi
☀️ Lyset i dig
☀️ Din passion
☀️ Lyset i andre mennesker

 

Du skal fejre den kærlighed, passion og glæde der er inde i dig

Måske passionen brænder som et stærkt bål – måske den ulmer svagt og bare venter på at der bliver pustet til den og så får den fat.

Jeg ved, at der er lys, kærlighed og passion tilstede hos dig 💚

Måske har du endnu ikke skabt synlige resultater. Det er okay.

Du sår, spreder lys og her i højsommeren kan du nære dig selv og så bliver det også tid til at DU høster frugterne af din indsats.

 

Ideer til fejring af sommersolhverv

Du kan fejre sommersolhverv på mange måder, det er ikke så vigtigt HVAD du gør, mere at du stopper op, ser og mærker hvor du er lige nu og fejrer processen.

Det er det årets gang kan hjælpe os med. At livet ikke er konstant, men en levende process, hvor vi løbende oplever hvile, spiring, vækst, høst og forfald.
Når vi forholder os naturligt til livets skiftende stadier og energier, oplever vi en større tryghed og indre ro.
Med indre ro kan vi bedre dele vores lys.

Du kan eksempelvis fejre sommersolhverv ved at:

  • Lave en blomstermandala i haven
  • lave et bål og kigge i flammer og gløder og mærk ind på hvilken transformation du har behov for lige nu
  • sætte dig i haven med en notesbog og skrive hvad der kommer til dig
  • skænke din yndlingsdrik, tænde et stearinlys, hold en stille stund og bring opmærksomhed på lyset i dig
  • danse rundt i haven og mærke din livskraft og skaberkraft
  • trække et eller flere orakelkort
  • besøge et stærkt natursted, en særlig skov, strand, klippe eller en labyrint
  • se solnedgang og mærk det forunderlige lys disse sommeraftner

Fejringen kan være i dag, hvor lyset og energien er stærkest. Det er også helt fint at vente til weekenden og Skt hans.

Du kan fejre sommersolhverv alene eller sammen med andre. Mærk ind i hvad du har behov for.

Det kan være 15-30 minutter eller giv dig selv længere tid til fordybelse.

 

Min fejring af sommersolhverv i dag

Jeg har ikke et fast ritual til hvordan jeg fejrer sommersolhverv og de andre solhøjtider i løbet af året. Det kommer lidt an på dagens øvrige program og hvad jeg har lyst til. Nogle gange er det alene og andre gange sammen med andre.

Her i videoen kan du høre mere om min fejring i dag, hvor jeg har lavet en blomstermandala, skrevet sjælsnoter, trukket kort og skrevet refleksioner og ideer ned.

 

 

Blomstermandala til fejring af Sommersolhverv

Jeg ELSKER at lave blomstermandala.

Det er en skøn skabende proces sammen med Naturen.

Det er sjældent, jeg har et klart billede inde i hovedet hvordan mandalaen skal se ud, det opstår i skabelsesprocessen.

Jeg går rundt i haven og ser hvad jeg har til rådighed lige nu, og begynder at lægge en struktur som bund, og så udvikler mandalaen sig lag for lag.

Undervejs bliver jeg inspireret af de budskaber jeg modtager ved mine iagttagelser af naturen.

  • Det første jeg får øje på er vinranker, der alligevel skal klippes af. Det leder mine tanker hen på livskraft og vækst. Jeg lægger fire længere ranker som et kryds – en for hver af de 4 årstider og store højtider i årshjulet: Sommersolhverv, efterårsjævndøgn, Vintersolhverv og forårsjævndøgn. I mellem dem 4 mindre for de fire øvrige højtider Lammas, Samhain, Kyndelsmisse og Beltane.
  • Derefter henter jeg håndfulde af rosenblade fra roser, der allerede er ved at visne. Jeg lægger først nogle i midten og derefter i en cirkel rundt om, inspireret af det keltiske årshjul. Cirklen får mig til at tænke på samhørighed.
  • Der mangler noget lys, jeg har fokus på solen, så jeg kigger efter gule farver i haven og finder Gul lærkespore. Jeg lægger dem som en krans rundt om midten. Jeg får øje på alle de små frøstande der sidder på stilkene, og glædes over alle de frø der er på vej.
  • Jeg plukker en håndfuld modne kirsebær, og lægger dem i en cirkel i midten. Mens jeg lægger dem, tænker jeg at der skal være 12 – en for hver måned i året – Og sørme om jeg ikke ’tilfældigvis’ har plukket præcis 12.
  • Der mangler stadig nogle flere gule farver. Lige nu har jeg kun én blomstrende gul rose i haven. Jeg mærker en tvivl om jeg skal plukke rosen. Jeg nænner det næsten ikke…og vælger at gøre det. Ser det som en særlig ofring til denne fejring af solen og lyset. Jeg placeres den gule rose lige i midten som en smuk sol.
  • Jeg vil gerne forstærke de fire årstider, så jeg finder 4 små hvide kongelys og lægger dem oven på de første fire vinranker

Så kan jeg se og mærke at mandalaen er færdig.

Mandala af blomster fra have til fejring af sommersolhverv

Jeg henter te og chokolade, mine notesbøger og orakelkort.

Jeg henter en pude at sætte mig på og et tæppe hvis jeg kommer til at fryse, da jeg stadig har bare tæer. Det er køligt i dag, så jeg har også jakke og tørklæde på. Det er vigtigt, at jeg kan sidde og nyde fordybelsen af mandalaens skønhed.

Hvis det havde været en varm solrig dag, havde jeg lavet mandalaen i skyggen af et træ, hvis det var midt om dagen. Så jeg ikke skal bekymre mig om solens stærke stråler mens jeg sidder og skriver.

Fejring af sommersolhverv 21. juni

Balance ved at følge årets gang og naturens rytme

Her på Falster regner det i dag.

Regnen er en god reminder om balance. Der er altid to sider af en sag. Vi har behov for både sol og regn til vækst.

Så jeg ser dagen som en frodig begyndelse af næste halve år.

Selvom himlen er dækket af skyer, har vi fuld tiltro til at solen stadig er der, og vi vil se og mærke den snart igen.

Samme tiltro kan du ha´ til dit eget lys

Selvom du en tid ikke kan mærke din passion, glæde og skaberkraft – så vid at det findes!

☀️Du har et enestående lys i dig ☀️

☀️Du ER kærlig lys ☀️

 

Glædelig sommersolhverv

Pia

Denne side anvender cookies til at gøre dit besøg bedre, samt til at indsamle data til statistikker. Læs mere her

Indstillingerne for cookies på denne side er sat til at ''tillade cookies'' for at give dig den bedst mulige oplevelse. Ved at fortsætte med at bruge denne side uden at ændre dine cookie instillinger eller hvis du trykker ''Accepter'' nedenunder, tillader du vores brug af cookies. Du kan altid deaktivere cookies under dine browser indstillinger.

Luk