Jeg forstår det godt – det kribler jo i fingrene med at komme i gang i haven igen.
Hvornår du skal klippe dine stauder ned, kommer helt an på størrelsen af din have, vejret i år og hvornår du har tid.
Har du en kæmpe have med mange staudebede, så giver det god mening at starte i det små i januar og februar når vejret er til det. Så du kan dele arbejdet ud over flere måneder, så du er færdig i løbet af april.
Har du mindre end flere hundrede kvadratmeter staudebede, så vil jeg vente til marts/april.
Kom med i min have og se mere her:
Selvom der er solrige forårsagtige dage i januar og februar, kan der let komme sne i marts og april.
Så husk at foråret kan være lunefuldt – at en skøn uge med 10 grader og solskin i februar hurtigt kan vende til en måned med mere kulde.
Jeg plejer at vente med at klippe mine stauder ned til slut marts/ april alt efter vejret.
Så er du tvivl om du skal klippe ned nu eller vente, så kan du lave mellemtingen:
klip staudetoppene af, men læg dem i bunker rundt om i bedene.
Så er der stadig bolig og beskyttelse til de gavnlige insekter, og jorden ligger ikke helt bar, og bliver derved beskyttet ved kraftig regn.
Midt-sidst marts/ april kan du samle dine bunker sammen og lægge dem på kompostbunken.
På den måde tager du både hånd om din egen lyst til at komme i haven en skøn solrig dag i februar, og passer på økosystemet i din have.
Er det bedst at klippe stauder ned om efteråret eller foråret?
Mange stauder kan du klippe ned om efteråret – der er nogen, der sværger til det, for står haven fin og flot og ryddeligt hele tiden. Hvis vi får en streng frysende vinter er der dog større sandsynlighed for at stauderne tager skade.
Jeg er tilhænger af en mere naturlig måde at dyrke haven på. At det ikke kun er dine egne interesser, men også dyrelivet, jorden og planterne, der skal tages kærligt hånd om.
Derfor venter jeg med at klippe stauder ned til foråret.
Fordele ved at vente med at klippe stauder ned til foråret:
- Havens fugle kan spise de staudefrø og græsfrø der stadig sidder tilbage
- Det visne plantemateriale beskytter stauden og det nye tidlige vækst mod blæst og kulde
- Mariehøns og andre af havens nyttedyr kan søge ly og overvintre i det visne plantemateriale
- jorden ligger ikke bar – blade og det visne materiale forhindrer at det bliver en mudderpøl ved meget regn.
- Frøstande kan se smukke skulpturelle ud i løbet af vinteren med sne og frost på
Er man nødt til at klippe stauder ned?
Nææh… du behøver faktisk ikke at klippe dine stauder ned.
I naturen kommer der jo ingen og klipper – det skulle da lige være nogle dyr, der spiser af dem en hård vinter. Eller fugle der bruger noget til redemateriale.
Stauderne vil bare vokse op gennem det visne materiale, som med tiden vil knække, blæse væk eller formulde og give næring til planten.
Så skulle du et år være syg eller ikke have energi til at klippe dine stauder ned– så vil langt de fleste planter overleve.
Bare tag det roligt.
Har du nogle meget høje frøstande fra fx kongelys, bronzefennikel, kattehale kan det være de vil stikke op. Ellers vil meget af det visne blive dækket hurtigt af den nye vækst.
Find din egen balance i haven, hvor naturlig eller kultiveret du ønsker din have.
Jeg elsker, at min have er så naturlig som muligt.
Samtidig elsker jeg også fornemmelsen af at fjerne alt det visne en skøn forårsdag, og lægge et frisk lag kompost ud i bedene. Det er ikke kun for syn skyld, men den der skønne fornemmelse af at tage godt om planterne og starte havesæsonen på ny.
Alternativ til at klippe stauderne tidligt på foråret
Kribler det i fingrene for at komme i gang med noget i haven, så kan du plante nogle krukker til med forårsblomster. Det lyser op og bringer masser af glæde ind i hverdagen.
Find inspiration og videoguide her til at plante krukker i marts
Kærligst